Når vi anskaffer hest, har vi som regel en ide med det, en drøm. Virkeligheden lever ikke altid helt op til den drøm, måske derfor det har været på mode at knytte bånd med hesten. Forsøget på at realisere et venskab med hesten, har haft forskellige afskygninger og HMS indgår helt selvfølgeligt ind i den ide. Nok kan det styrke selvværdet hos mennesket at kunne lave fancy manøvrer med hesten, men nogle gange så er hesten egentlig ikke med, når det kommer til stykket. Vi kan lokkes til at tro at vi har et venskab for livet, fordi hesten følger efter os på grund af en teknik eller at den er glad for det vi laver med den, fordi vi egentlig ikke har lært at aflæse hesten…endnu.
I HMS er relationen det mest betydningsfulde og den kan man ikke snyde med en teknik eller en godbid. Et venskab må dyrkes og plejes, så det kan vokse sig stort og stærkt. Det kender vi jo godt fra os selv og sådan er det også med dyrene.
Helt fra min barndom, har denne klassiske fortælling fulgt mig, om hvordan man knytter bånd og skaber et venskab. Svært at udtrykke det bedre selv. Resten af bogen kan også varmt anbefales.
– Åh, vil du ikke godt…vil du ikke nok gøre mig tam? sagde den.
– Jeg vil gerne, sagde den lille prins, men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende.
– Man lærer kun det at kende, som man gør tamt, sagde ræven. Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.
– Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins.
– Man skal være tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…
Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven:
-Åh, hvor vil jeg komme til at græde.
-Det er din egen skyld, sagde den lille prins. Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam …
-Ja, naturligvis, sagde ræven.
-Men du vil komme til at græde, sagde den lille prins.
-Naturligvis, sagde ræven.
-Jamen, så har du ikke fået noget ud af det!
-Jo, det har jeg sagde ræven. Takket være kornets farve
Derefter tilføjede han:
-Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din er den eneste i verden. Kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.
Den lille prins gik hen og så på roserne.
-I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.
Og roserne blev helt flove.
-I er smukke, men tomme, vedblev han. Man går ikke i døden for jer. En almindelig forbipasserende vil nok tro, at min rose er ligesom I. Den alene er mere betydningsfuld end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet.
Den lille prins gik tilbage til ræven:
-Farvel, sagde han.
-Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil:
-Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet.
-Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at huske det.
-Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.
-Det er den tid jeg har spildt på min rose…. gentog den lille prins for bedre at huske det.
-Men menneskene har glemt denne sandhed, sagde ræven. Men du må aldrig glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam.
-Jeg har ansvaret for min rose, gentog den lille prins for bedre at huske.
Antoine de Saint-Exupéry, Den lille Prins (1943)
